
Feriehusudlejerne går med i VisitData
21-11-2025
Sol og Strand, Feriepartner Danmark og NOVASOL er nu alle med i VisitData.
Med de tre største feriehusudlejere ombord giver den nationale dataplatform adgang til viden om en væsentlig del af feriehusmarkedet i Danmark, og det betyder blandt andet, at mange virksomheder og destinationer får bedre mulighed for at følge udviklingen i feriehusgæsterne i deres lokalområde
Som Per Dam, direktør i Sol og Strand, siger:
"Vi har været med helt fra begyndelsen, fordi vi tror på, at turismen har de bedste forudsætninger, når vi arbejder sammen. VisitData handler om fællesskab og ikke kun om den enkelte forretning. Med platformen får vi alle et bedre grundlag for at udvikle vores forretning og hele turismen i Danmark."
Også i VisitDenmark er der stor glæde over, at feriehusbranchen er med ombord.
"Det er afgørende at have feriehusbranchen med i VisitData, fordi det er den største overnatningsform i Danmark. At de tre store aktører har valgt at dele deres data, giver dansk turisme et langt mere solidt datagrundlag at arbejde ud fra, og det viser, at feriehusudlejerne har et stærkt engagement i at løfte dansk turisme," siger Katja Moesgaard, CEO i VisitDenmark.
Med feriehusudlejernes data er VisitData nu tættere på den kritiske masse, som for alvor kan skabe værdi for erhvervet.